Om øen

Natur (5)Bjørnø er 1,5 kvadratkilometer. Der bor 32 beboere (2016). fordelt på 22 husstande hvoraf de 8 er sommerhuse.

Bjørnø er en høj kuperet moræneø. Der er postbåd / færge fra Faaborg (17 min.). Anløbsbroen er på nordøstkysten, mod på Faaborg. Der er Værelses- og lokaleudlejning, primitiv lejrplads og gode muligheder for badning og fiskeri. Sydvestkysten er interessant for dem der kan lide geologi.

Bjørnø er højkuperet. Der er Højbjerg på 24 meter, Milebjerg på 23, Robbersbanke på 17, Havrebjerg på 13 og Lysbjerg på 16 meter. Bakkerne præger landskabet sammen med langsgående stengærder. Kun mod øst flader øen ud i et rev med et par småholme. Mod nordvest er en lille strandeng. Omtrent midt på øen, ude ved sydvestkysten, ligger en tørvemose. Her er ingen skov, men lidt bevoksning nord for mosen.

Stranden er overalt smal og stenet, særligt på nordøstkysten, hvor markerne ligger helt ud til kysten. Sydvestkysten er den diametrale modsætning. Klintekysten er under stærk erosion, og klinterne står gule i en længde af to kilometer. De bedste bademuligheder er på øens nordvestspids, ved “Digerne”. Der er dybt vand helt ind til klintekysten og mod nordvest, hvor færgerne til og fra Faaborg glider ganske tæt forbi spidsen af øen. Mod nordøst er der mere roligt, og fra Fynskysten når Katterød Rev næsten over til fladvandet ved Bjørnø. Gennemsejlingen – Grydeløbet – er ganske smal.

Bjørnø er et af de bedste eksempler på hvad “det største frie stræk” betyder. Øen ligger beskyttet af Fyn, Lyø og Avernakø og kun fra sydvest kan vinden rejse større bølger. Her er 18 kilometer til Als. Nedbrydningen foregår vinkelret på bølgeretningen og derfor er hele øens sydvestkyst stejlklint. Af samme grund er der kun marine aflejringer i øens “ender”: Udenfor diget på nordvestenden aflejres materialer fra klinterne i form af en krumodde. Mod øst er skabt et rev, der ved lavvande forbinder to småholme med Bjørnø. De største bakker består af smeltevandsaflejringer, men ellers er det moræne der er kernen i Bjørnø. Her har en gletscher fra sydøst stødt mod den store klump dødis der har dækket Fyn. Hvor ismasserne har gnedet mod hinanden er jorden skudtop i de store bakker.

Kun omkring byen findes mange træer, de fleste aske- og elmetræer. Syd for Havrebjerg ud mod kysten vokser kryb-hvene, strandkogleaks og tagrør. I strandsøen ud for fiskerhusene på østsiden ses også strandkogleaks og tagrør. Langs Bjørnøs kyster vokser kvan, udspilet star, blågrøn gåsefod, strandsiv, smalbladet kællingetand, skarntyde, høj stenkløver og rynket rose. På de små holme på revet, Bjørnø Holme, der hver næppe er mere end 100 kvadratmeter,vokser græs og marehalm.

Den mest almindelige fugl på Bjørnø er digesvalen. I store dele af erosionsklinterne har den kolonier, og sandsynligvis er her flere end 1000 par. I mosen yngler hættemåger og langs kysterne få stormmåger og sølvmåger. På Bjørnø Holme er mindre stormmågekolonier og knopsvanen har nogle få reder. Ellers er det almindelige strandfugle som strandskade, rødben, vibe, stor præstekrave, gravand, gråand og toppet skallesluger der kan opleves på øen under et besøg. Bjørnø er præget af mosegrise. Lækatte har været indført for at holde bestanden i ave. Mår og ræv vandrer over isen i hårde vintre. På Bjørnø blev tidligere fanget harer. Såvel strandtudsen, den grønbrogede tudse som skrubtudsen lever på øen.

Bjørnø er nævnt første gang i 1200 tallet med staveformen Byørnø som stammer fra det gamle danske biorn, der betyder Bjørn. – Øen hvor der bor bjørne. Bjørnø har – som de andre danske småøer – sandsynligvis været bevokset med skov. Byen og øen var fra 1200 tallet til 1900 tallet samlet på en besidders hånd. Først kronen og siden Holsteenshus. Landgildet betalte øens bønder i ældre tid ved at yde svin, der sikkert har græsset i skovene. Før i tiden drev bønderne også fiskeri. Husmændene gik i kompagniskab to og to mens gårdmændene fik hjælp fra tjenestekarlen eller en ung knægt. Til fiskeriet efter såvel torsk, ål, fladfisk og sild benyttede man damjoller med smakkesejlføring. De blev ejet i fællesskab mens hver mand leverede eget fiskegrej. Øen blev udskiftet i 1837. Jorden blev fordelt på øens seks gårde og seks husmandssteder, men først ved århundredskiftet købte bønderne sig fri. Gårdene er aldrig flyttet ud på markerne, så landsbyen ser ud som før udskiftningen. Byformen er den ret sjældne rektangulære, regulerede forteby, der i usædvanlig grad har bevaret sin oprindelige struktur. Administrativt var Bjørnø frem til kommunalreformen Faaborg Købstads Landdistrikt, og ved kommunalvalgene stemte man på øen om, hvem der skulle udgøre rådet, der blandt andet stod for øboernes skattefastsættelse.

Smugleri:

På Bjørnø har det nærmest været en dyd at smugle. I 1700-tallet var man konstant oppe at toppes med myndighederne. For at få skik på forholdene ankom i 1752 en toldbåd fra Faaborg, men besætningen blev smidt på porten af øens mænd. Da de senere var af øen vendte tolderne tilbage og øvede grove ting mod kvinder og børn. Det blev øen for meget, og en retssag medførte en bod på 50 rigsdaler til beboerne, men dommen betød også, at øboerne skulle være fri for toldvæsenets tiltale! To engelske krigsskibe var i 1808 i kamp med en lille kanonbåd fra Faaborg. Søslaget stod på Knastegrunden og flere kanonkugler pillede øboerne senere ud af klinten og brugte dem til at male sennep med. Ingen på Bjørnø betalte skat i perioden 1658-60. Det indikerer, at svenskerne har hærget, selv om der ikke er vidnesbyrd om det.

I dag:

I dag er det nok Bjørnøs fortrinlige transportforhold har reddet samfundet. Færgen er forholdsvis ny, og drives af øens eget, initiativrige færgeselskab. Den korte overfartstid betyder, at man kan passe et arbejde på Fyn. Derfor har Bjørnø i de sidste 20 år oplevet en befolkningsfremgang og de seneste par år dog lidt tilbagegang da de store børn efterhånden er flyttet hjemmefra. Der er et rigt foreningsliv på øen: Færgen, Vandværket, Beboerforening, Bådelaug og senest er en Beboerhusforening kommet i gang og et nyt beboerhus er opført.

Store dele af ovenstående tekst er lånt fra hjemmesiden www.sydforfyn.dk , og er skrevet af Poul Henrik Harritz. (Jeg har dog tilrettet og udvidet teksten en del.. red.)

Ofte stillede spørgsmål…. og svar:

Som beboer på Bjørnø bliver man ofte spurgt om alskens ting vedrørende det at bo på en lille ø. Det kan ind imellem være underholdende da mange har en forestilling om at det er meget forskelligt fra at bo kun 2 – 3 km væk inde på fastlandet. Det er naturligvis anderledes, men ikke SÅ anderledes… Her en række eksempler:

  • Er der fjernsyn? – Ja, antenne- og satellitsignaler kan faktisk godt nå til Bjørnø
  • Er der internet? – Ja vi har faktisk udmærkede telefonforbindelser til almindeligt ADSL.
  •  Har i vand? (underforstået “eller egen brønd”) – Ja vi har et rigtig godt vandværk med eget Bjørnøvand, som er bygget og drevet af os selv.
  • Hvad med kloakken? – Den er kommunal. Spildevandet pumpes via en rørledning til rensningsanlægget i Faaborg.
  •  Er der nogen skole? – Nej. Kun den “gamle skole” hvor bl.a. Kim Larsens far underviste en gang, men den er i dag sommerhus og børnene tager færgen hver morgen til skole.
  • Er der nogen butikker? – Nej det kan man ikke sige. Evald har godt nok en is-butik åben det meste af sommeren, så man kan da få en is, lidt slik og en øl eller vand mm., men dagligvarerne tager man med inde fra Faaborg.
  •  Hvor mange arbejder på Bjørnø? – Praktisk talt ingen. Vi har en grossist i lingeri, som dog bruger en del tid i den tilhørende butik i Faaborgs gågade og et par deltidslandmænd, der dog har fuldtidsarbejde ved siden af. Alle erhvervsaktive pendler til deres respektive arbejde, men der er jo også kun 17 min. til Faaborg.
  • Når nu du går i skole i Faaborg, tager du så færgen hver dag? – Nej, hver anden svømmer jeg… naturligvis. Færgen er jo gratis for fastboende på Bjørnø.
  •  Hvorfor hedder det Bjørnø? – Tjae… Er der nogen der ved det? Peter Dan har i sin børnebog “Rolf på Bjørnø” fra 1957, ladet vikingen og høvdingesønnen Rolf og hans ven finde en egetræskiste med 2 skeletter, hvoraf det ene er fra en Bjørn, i mosen. Hans far mener at det er bevis for at der har levet bjørne og det er grunden til at Øen hedder Bjørnø.rolf-forside